lørdag den 29. september 2007

Hvorfor er vi i sort?

Der er international enighed om at hele verdens døve ved demonstrationen skal være klædt i sort og bære fakler. Men hvorfor sort, denne sorgens farve? Det er for at symbolisere den historie døve har haft gennem tiderne. Vi ønsker ikke, at historien gentager sig.

Tegnsprog i op- og nedgangstider
Tegnsprog har været gennem perioder hvor det har blomstret op på grund af et tolerant samfund, men det har også oplevet mange mørke perioder, hvor det blev bandlyst.

Det mest kendte eksempel er døvelærer-kongressen i Milano i 1880. Her dikterede man at tegnsprog var bandlyst i forbindelse med døveundervisning. Døve børn skulle ikke bruge tegnsprog i undervisningen, de skulle i stedet for lære at tale. Man mente, at hvis de brugte tegnsprog, ville de ikke blive dannede mennesker. Oralismen, som døve kalder denne form for undervisning, bredte sig ud over hele Europa.

Talende skal barnet lære sproget
Også Danmark. Døve måtte ikke bruge tegnsprog, og det betød at de døve børn i skolerne måtte snige sig til at bruge tegnsprog til hinanden i pauserne, når ingen så det. Oralismen holdt døve i et jerngreb gennem mange år. Faktisk mente man i Danmark at døve klarede sig bedst med tale i rigtig, rigtig mange år.

I starten af 1960'erne introducerede man høreapparaten i Danmark. Alle døve børn blev udstyret med sådan et. Og da mente man, at de havde bedre forudsætninger for at tale. Principelt underviste man uden tegnsprog i døveskolerne gennem 60'erne og 70'erne. Mange døve børn blev gennem disse tider enkelt-integreret i folkeskolerne uden tegnsprog.

Først i 80'erne begyndte man at erkende, at døve fik gavn af at få undervisning på tegnsprog. I 1982 oprettede man en forsøgsklasse, hvor undervisningen foregik lige så meget på tegnsprogets præmisser som dansk. 80'erne var en gevaldig opblomstringstid for døve i Danmark. Døve kunne uddanne sig og få job som lærere og pædagoger og på den måde fungere som rollemodeller for døve børn. Man startede en tegnsprogstolkeuddannelse i 1986, som har skabt grobund for den fortrinlige tegnsprogstolkeservice vi har i dag, som gør, at mange døve klarer sig fuldstændig på lige fod med hørende.

Kort tegnsprogsperiode - i dag: Ny oralisme?
Desværre holdt tegnsprogsperioden højst 20 år. I starten af 2000-tallet begyndte det for alvor at blive udbredt at cohchlear implantere døve børn. Med denne operation fik læger og især audiologopæd'er igen et argument for, at døve børn ikke skulle lære tegnsprog. I starten var det ikke så udbredt, at man frarådede tegnsprog, men i dag må man på det nærmeste ikke bruge tegnsprog til cochlear implanterede døve børn.

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Efterlader man et stykke papir på en bilrude i regnvejr, skal der kun 30 minutters sol til for at papiret er umuligt at få af ved håndkraft...

tænke... ikke svine.

.. og så er der alle de papirsedler der nu ligger i gaden fordi folk smider det på jorden.

tænke...

Anonym sagde ...

@Anonym: Hvad i alverden er det for en kommentar...?? Og så er du oven i købet anonym.... dårlig stil!!!